Jyske virksomheder strømmer til aarhusiansk iværksætter messe

Iværksættermessen Iværk&Vækst, der for første gang har taget springet fra København til Aarhus, mærker meget stor interesse for sine udstillerstande. Med lidt under en måned til den jyske premiere er der kun ganske få pladser tilbage.

Iværksættermessen Iværk&Vækst har i sin otteårige levetid udviklet sig til en institution i det danske iværksættermiljø. I 2013 har messen valgt at tage springet til Aarhus, hvor Centralværkstedet bag Bruuns Galleri vil danne rammen om ”Iværk&Vækst Aarhus”, der finder sted torsdag den 18. april.

På messen vil op mod 60 udstillere stå klar til at hjælpe de jyske iværksættere med at skabe fremtidens vækstvirksomheder. De besøgende vil bl.a. kunne få sparring på deres forretningskoncepter, finde nye samarbejdspartnere og møde rollemodeller med masser af viden om og kontakter i det danske erhvervsliv.

Interessen for at deltage i den aarhusianske udgave af Iværk&Vækst har været overvældende fra de jyske virksomheder, mens flere af de faste deltagere på den københavnske messe også har meldt deres ankomst. Knap en måned før premieren kan arrangøren derfor melde tæt på udsolgt.

”Vi er blevet mødt af en kæmpe opbakning i Jylland. Det gælder både de partnere, der har hjulpet os med at få messen til Aarhus, og de mange udstillere, som har meldt sig under fanerne. Derudover kan jeg godt love, at vi får nogle spændende navne at se på hovedscenen. Så jeg håber, at det jyske iværksætterpublikum vil møde talstærkt op,” fortæller Eva Vedel fra selskabet Expo Viva, der står bag Iværk&Vækst.

Blandt udstillerne er Østjysk Innovation, der arbejder med at udvikle og investere i iværksætteres forretningsidéer. Her glæder Investment Manager Kim Kjølhede sig over, at Iværk&Vækst nu satser på Jylland:
”Det jyske iværksættermiljø har godt af den saltvandsindsprøjtning, som Iværk&Vækst repræsenterer. Som iværksætter kan du bruge messen til at netværke og hente værdifuld inspiration og rådgivning til din forretning. På den måde tror jeg, at initiativet vil være med til at hjælpe mange iværksættere videre,” siger han.

Iværk&Vækst Aarhus finder sted i Centralværkstedet torsdag 18. april fra klokken 9 til 17. Billetter kan købes på www.ivaerk.dk, og du kan følge med i seneste nyt på www.facebook.com/ivaerk. Messen arrangeres i samarbejde med Business Region Aarhus, Codan, Bluegarden, Erhvervsstyrelsen og Jyllands-Posten.

Categories:

Ingen svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *