Iværksætter og ildsjæl, fødselar og jubilar

Administrerende direktør John Nielsen, Flash Light A/S i Karlslunde, fylder 65 år den 23. november, hvor virksomhedens 25 års jubilæum også markeres

Iværksætter og ildsjæl John Nielsen, der privat bor i Solrød, kan se tilbage på mere end 30 succesrige år i samme branche. Fyrtårnet i karrieren er virksomheden Flash Light A/S, som han startede i 1987 under beskedne kår i sin egen garage, og som i dag er en international virksomhed med en millionomsætning.

En aktiv fødselar
Fredag den 23. november fylder John Nielsen 65 år, men det kan man hverken se eller mærke på fødselaren, der mildt sagt stadig er i fuld vigør. Han spiller badminton og golf og står på ski, når han altså ikke rejser verden rundt for at tale med leverandører og samarbejdspartnere til virksomheden, der efter flere flytninger og udvidelser i dag ligger på Metalgangen i Karlslunde.

– Hvornår er det rigtigt at stoppe? Det ved jeg faktisk ikke, siger John Nielsen med sit karakteristiske brede smil som svar på sit eget spørgsmål, og fortsætter:

– Men jeg fik skiftet begge knæ her i september, og selvom jeg stadig føler mig som en knægt inden i, så kan jeg jo godt se i spejlet, at årene går, erkender John Nielsen, der derfor i et par år har varmet op til beslutningen sammen med sin kone, Helen, og sin datter, Mette, der i dag er salgs- og marketingchef i virksomheden.

– Vi har tre dejlige børnebørn, som vi gerne vil bruge mere tid sammen med, og så har vi købt et hus på Mallorca, som vi gerne vil benytte lidt mere end tiden i mange år har tilladt som selvstændige, siger John Nielsen.

Fra elektriker til salgschef
John Nielsen er oprindeligt udlært elektriker, men kunne ikke se sig selv blive gammel i jobbet. Efter at have prøvet sig selv af som sælger i nogle år søgte han derfor ind i belysningsvirksomheden Lyfa, Fog & Mørup, hvor han hurtigt steg i graderne fra sælger og produktchef til salgschef.
Da Folketinget vedtog Kartoffelkuren i 1986 medførte det en indskrænkning i forbruget og virksomheden måtte afskedige en række medarbejdere. Det var blandt andet John Nielsens opgave, hvilket medførte, at han efter et stykke tid besluttede sig for at selv forlade det faste job og kaste sig ud i en usikker, men spændende og udfordrende tilværelse som selvstændig.

Lys er vigtig for et menneske
Et lån i familiens hus, en garage og en rejse til Taiwan for at få de bedste kontakter, blev starten på virksomheden Flash Light, der i dag beskæftiger 10 medarbejdere og har samarbejde med en række underleverandører. Om hvorfor det lige blev belysning, John Nielsen besluttede sig for at satse på, fortæller han:

– Som elektriker lærer man om el og belysning på et teknisk plan. Som salgschef i Lyfa, Fog & Mørup lærte jeg noget om belysning som lyskilde set ud fra i et mere designmæssige og arkitektonisk perspektiv, fortæller John Nielsen, der i sin tid hos Lyfa, Fog & Mørup blandt andet relancerede Claus Bonderup og Torsten Thorups i dag kult-agtige trompetlampeklassiker, Semi.
– Lys er et af de vigtigste elementer for menneskets eksistens. En hvilken som helst stemning kan skabes med det rette lys. Og design og kvalitet er elementer, der hjælper os med at opnå det ønskede udtryk, siger John Nielsen, der også har en klar holdning til belysning i forhold til det energi- og klimamæssige element.

Udover lavvolts-halogenlamper, som var det primære fokus for 25 år siden, tilbyder Flash Light i vid udstrækning i dag også LED-belysning, der med lavt forbrug af energi reducerer boligers og bygningers strømforbrug.

Altid først med det sidste
Inspirationen til at producere og markedsføre belysning med lavenergi kom under den første rejse til Taiwan, hvorfra John Nielsen hjembragte en dengang ukendt 12V halogenspot. Siden var John Nielsen en af de første, der introducerede 230V CDM til blandt andet belysning i butikker og detailhandel, og ved årtusindskiftet var han igen en af de første i branchen, der var klar med LED-teknologi til virksomhedens kunder.

Det er denne forudseenhed, der kombineret med løbende nytænkning og målrettet forretningsdrift, har bragt Flash Light A/S frem i førerfeltet i sin branche, og som har gjort, at virksomheden i dag er internationalt anerkendt som en af de førende udviklere og producenter indenfor lavenergibelysning.

En position, der også er blevet anerkendt lokalt, da Flash Light A/S i 1997 modtog Greve Kommunes Erhvervspris. Flash Light har endda oplevet to gange at blive kåret som Gazelle af Dagbladet Børsen, senest i 2008.

En ildsjæl overalt
John Nielsen har i årevis været aktiv i Foreningen af Fabrikanter og Importører af elektriske Belysningsarmaturer, FABA, hvor han i dag er bestyrelsesmedlem. Samtidig er han dybt engageret i lokalsamfundet. Flash Light er blandt andet også sponsor til Greve Strands Badminton Klub og til musikhuset Portalen, ligesom virksomheden er medlem af Greve Erhverv, hvor salgs- og marketingchef Mette Nielsen i flere år har været aktiv både som menigt medlem af bestyrelsen og som næstformand.

Reception markerer tre begivenheder
Med fødselsdagen markeres samtidig et generationsskifte i Flash Light A/S. John Nielsen går på pension og overlader tømmerne til sin datter Mette, der ligesom sin far og bror, Mads, har forfulgt iværksætterdrømmen. I en årrække drev hun sin egen grafiske virksomhed, indtil hun blev hentet til Flash Light i 2005. Sønnen Mads, der tidligere var ansat i Flash Light, driver i dag sin egen virksomhed, Jabadoo, der med base i Hong Kong producerer og markedsfører trådløse højttalere.

John Nielsens 65 års fødselsdag, virksomhedens 25 års jubilæum samt generationsskiftet markeres med en reception i virksomhedens domicil på Metalgangen 13 i Karlslunde, fredag den 23. november 2012 kl. 14.00-18.00, hvor kunder, forretningsforbindelser og venner af huset er velkomne.

• Flash Light blev stiftet som personligt drevet selskab i 1987
• I 1988 blev virksomheden omdannet til ApS og senere til A/S
• Flash Light A/S producerer klima- og energivenlige lavenergi belysningsløsninger til private hjem, offentlige og private virksomheder samt detailhandlen
• Produkterne distribueres overvejende gennem grossister i Danmark og udlandet
• Produkterne produceres både i udlandet og i Danmark
• Færdigmontering samt pakning og distribution foregår overvejende i Karlslunde
• 15% af virksomhedens produktion eksporteres
• Der er 10 ansatte på hovedkontoret i Karlslunde
• Flash Light er to gange blevet kåret til Gazelle af dagbladet Børsen, senest i 2008
• I 1997 modtog Flash Light Greve Kommunes erhvervspris
http://www.flashlight.dk

Categories:

Ingen svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *