Iværksættermesse trak flere besøgende end nogensinde

På trods af at antallet af nystartede danske virksomheder er faldende, så er der tilsyneladende stigende interesse for iværksætteri. I hvert fald kan Danmarks største
iværksættermesse melde om ny besøgsrekord. Ved lukketid lørdag havde 4.790 mennesker lagt vejen forbi Iværk&Vækst2011.

Dystre økonomiske nøgletal og snak om lave vækstrater har ikke taget modet fra de danske iværksættere. På Danmarks største iværksættermesse, Iværk&Vækst, som fredag og lørdag indtog
Forum, melder arrangøren Multidata nemlig om det højeste besøgstal nogensinde. Lørdag klokken 17, da Iværksættermessen lukkede, havde besøgstallet rundet 4.790, hvilket er 27 flere besøgende end den hidtidige rekord fra 2008.
”Jeg synes, det er opmuntrende for dansk iværksætteri, at en Iværksættermesse begivenhed som Iværk&Vækst kan trække så mange besøgende i en tid, hvor den økonomiske livrem sidder stramt. Det siger noget om, at lysten til at starte egen virksomhed er stor derude. Og så ser jeg det også som en bekræftelse af, at
vi har skabt en messe af høj kvalitet med spændende oplægsholdere og relevante tilbud til iværksætterne”, siger Helge Kaltoft, direktør i Multidata.

Blandt messens tilbud til iværksættere var blandt andet gratis rådgivning og sparring fra en lang række konsulenter inden for forretningsudvikling, innovation, revision, jura og branding. De to dage i Forum dannede desuden ramme om en lang række workshops og netværksarrangementer, hvor iværksættere kunne danne nye partnerskaber og finde investorer til deres forretningsidé.

En række markante profiler blandt messens oplægsholdere bidrog også til at presse besøgstallet i vejret. Blandt de mest populære talere var Lars Larsen fra JYSK og Martin Thorborg fra Amino, mens
den politiske debat mellem Bertel Haarder, Manu Sareen, Simon-Emil Ammitzbøl og Morten Bødskov også trak fulde huse.
Iværk&Vækst2011 fandt sted i Forum den 9. og 10. september. Billeder i høj opløsning fra messen kan downloades på www.ivaerk.dk, hvor du også kan se optagelser af indlæggene på hovedscenen.

Categories:

Ingen svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *