Unge modtager direkte opfordring til at tage en uddannelse

56.000 unge får de kommende dage et brev med en direkte opfordring til at gå i gang med en uddannelse. Der er færre end i 2011.

I de kommende dage modtager 56.000 unge et brev med en opfordring til at gå i gang med en uddannelse. Brevene sendes som led i kampagnen søguddannelse.nu og understøtter regeringens målsætning om, at 60 procent af alle unge skal have en videregående uddannelse.

Uddannelsesminister Morten Østergaard glæder sig over, at flere er i uddannelse, og at der derfor sendes færre breve end i 2011. Han fremhæver, at Danmark har brug for højtuddannet arbejdskraft i fremtiden, og at endnu flere skal i gang med en uddannelse.

– En god uddannelse er det bedste fundament for beskæftigelse i fremtiden, og regeringen har en målsætning om, at flere unge får en videregående uddannelse, og at færre falder fra. Jeg vil derfor opfordre de unge til at søge flere forskellige uddannelser og være åbne for at søge i flere landsdele, så de udvider deres muligheder for hurtigt at komme i gang. Heldigvis er der flere og flere, der vælger at læse videre, men vi skal have endnu flere med på vognen. Selvom drengene har hentet ind på pigerne, halter de stadig efter, og jeg håber særligt, at drengene vil tage imod denne opfordring. Uddannelse betaler sig, og den økonomiske krise er en god anledning til at begynde på en videregående uddannelse, siger Morten Østergaard.

Fire år efter eksamen er væsentlig flere drenge end piger ikke i gang med en videregående uddannelse. Den seneste opgørelse viser dog, at 47 procent af drengene forventes at få en videregående uddannelse mod 60 procent af pigerne. Det er flere end i 2011, hvor tallene var henholdsvis 42 og 57 procent.

Brevene sendes til unge op til 30 år, som har bestået en gymnasial eksamen inden for de seneste fire år, men ikke er i gang med eller har fuldført en videregående uddannelse eller en erhvervsuddannelse.

Brevene indeholder information om ansøgning og optagelsesregler, et tilbud om vejledning fra Studievalg og henviser til kampagnens hjemmeside søguddannelse.nu.

Kampagnen blev sat i gang i 2008 og har til formål at få flere ansøgere og hjælpe dem med at afklare studievalget. Bag kampagnen står Uddannelsesministeriet og Studievalg.

Categories:

Ingen svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *